Letland, Litauen og… Brasilien?

Letland, Litauen og… Brasilien?

Jeg er netop færdig med min rejse rundt i de baltiske lande. Tidligere var jeg i Estland, og nu kom turen til Letland og Litauen endelig. Det har været en kold fornøjelse, som jeg har nøjedes med at bruge lidt over 2 uger på i kontrast til de 5-6 uger jeg tilbragte i Estland.

Min tur blev genoptaget med fly til Riga, hovedstaden i Letland, hvor jeg startede med at tilbringe omkring en uge. Billeder fra Riga:

Fra Riga lejede jeg en bil for at se resten af Letland. De ting jeg gerne ville se lå spredt på tværs af landet, og snevejret talte for lidt mere komfort. Derudover er den offentlige transport ikke just oversat til engelsk, og ville have taget alt for lang tid med alle de forskellige destinationer jeg havde på kortet.

I min planlægning af mit 1035 km roadtrip havde jeg været lidt for optimistisk i forhold til solen. Vi er jo på den tid af året, hvor der knapt er 6 lyse timer om dagen, og desværre endte jeg med at bruge en del af dem på at køre og måtte se mange af stederne i tusmørke.

Første destination var Kuldīga, som udover at være en historisk middelalderby, både har Letlands højeste vandfald og Europas bredeste vandfald.

Den næste destination var Liepāja, Letlands tredjestørste by tæt på Litauens nordvestlige grænse. Det var desværre allerede mørkt så jeg nåede ikke at se så meget.

Jeg udnyttede at det var mørkt og kørte et par timer nordpå til Ventspils, som jeg udforskede næste dag. Det er en by som tilsyneladende har meget turisme om sommeren, men var helt død under mit besøg. Byen har en del industri, og en historisk gammel bydel. Og er åbenbart besat af køer?

Efter en hurtig tur rundt i Ventspils gik turen mod en forladt spøgelsesby, Irbene, som blev bygget af Sovjetunionen i 1971 som tilknytning til deres hemmelige radarcenter. Radarcenteret er stadig i brug i dag, og fungerer som et museum – der umiddelbart havde sæsonlukket.

Efter at have betragtet radarstationens imponerende størrelse udefra gik turen hastigt videre længere nordpå. Faktisk så langt nordpå, som muligt. Kap Kolka, den yderste spids af nordvestlige Letland, hvor Det baltiske hav og Rigabugten mødes. Det var ikke den vildeste oplevelse, og selvom jeg havde læst der skulle ligge nogle gamle krigsbygninger langs stranden, så var den bidende kuling ikke det mest indbydende til en gåtur langs stranden.

Kolka udgjorde mit sidste stop i den vestlige del af Letland og starten på en 3 timers non-stop køretur. Næsten tilbage ved Riga ligger Jūrmala, en populær turistdestination og ferieby med 32 km badestrand. Men foruden sommer og sol havde byen ikke så meget at byde på, bortset fra en super skøn naturpark. Som jeg ikke så, fordi den tilsyneladende var lukket og så var det alligevel ved at blive for mørkt. Lidt billeder fra byen alligevel:

Jeg brugte endnu engang mørkets frembrud til at få brændt nogle kilometer af, køre igennem Riga og nordpå til Cesis. Den lille by ligger omkranset af en naturreservat i form af en skov med et skønt område kaldet Ørneklinten (ĒRGĻU CLIFFS).

Efter Cesis gik turen tilbage mod Riga, og på vejen, den sidste destination på mit roadtrip: Sigulda. En by som sikkert også havde meget at byde på, men da jeg begyndte at være i tidspres i forhold til at nå min bus fra Riga, så nøjedes jeg med at se en historisk grotte.

Grotten er omdrejningspunktet for en berømt fortælling om Turaidas Rose, der udspiller sig i 1601 under de polsk-svenske krige hvor det nærtliggende Turaida slog blev erobret og en ung pige reddet. Siden da har grotten været et sted for kærlighed, hvor par kommer og ridser deres navne ind i dens bløde sandvægge.

Efter Sigulda gik turen tilbage til Riga, hvor jeg tog en bus til Vilnius, Litauen. Vilnius har også en flot gammel bydel, hvis billeder konkluderer min rejse til de baltiske lande.

Og så kommer vi til Brasilien. Jeg fandt et super attraktivt tilbud på et krydstogt til Rio de Janeiro, som mig selv, min søster og min far tager på. Desværre er Kamilla stadig ikke helt færdig til at kunne komme med, selvom jeg godt kunne bruge hende på turen.

Vi letter fra København d. 1. december og flyver til Barcelona, hvor vi har ca. 24 timer før krydstogtskibet Costa Fascinosa afgår om aftenen d. 2. december. På turen kommer vi til at besøge:

Casablanca, Marokko. Santa Cruz de Tenerife (Spanien). Recife, Maceio, Salvador de Bahia og til sidst Rio de Janeiro, alle en del af Brasilien. Når det 16 dages krydstogt er ovre bruger vi ca. en uge i Brasilien, og er så tilbage i Danmark med fly d. 25. december.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *