Frygten for det fremmede

Frygten for det fremmede

Jeg har samlet noter til dette indlæg siden 10 dage før vi første gang pakkede vores ting og forlod Danmark. 7 måneder og 3 lande senere bragte omstændighederne os tilbage til Danmark, hvilket har givet tid til at reflektere over vores oplevelser.

Siden Kamilla og jeg besluttede at springe ud i dette eventyr har vi delt vores planer med venner, bekendte, familie såvel som helt fremmede mennesker. Og hold da op, der er stor forskel på hvilke reaktioner vi har mødt.

Vores første destination var Thailand. Et land der i folks opfattelse både er “smilenes land”, “de sødeste mennesker” og “et sandt paradis” lige som det er blevet kaldt “den sikre død”, “beskidt og uhumsk” og “fyldt med tyveknægte”, afhængigt af hvem man snakker med.

Til at starte med lod den simple forklaring til at være, at havde en person ikke selv været i Thailand, så var der cirka 50% risiko for at de ville have nedladende eller bekymrede fordomme om landet, typisk påvirket af deres alder – jo ældre, jo større risiko for fordomme.

Men så mødte vi en ældre dame, som tilsyneladende havde været i Thailand rigtig mange gange i forbindelse med hendes arbejde. Hun havde virkelig intet positivt at sige. I følge hende er det direkte livsfarligt at være i Thailand som udlænding. Naturligvis har Thailand forandret sig meget igennem årene, og hendes had til den populære feriedestination kunne selvfølgelige være lidt forældet. Bortset fra min farmor, som senest var i Thailand for omkring 10 år siden. Min farmor har kun positive ting at sige om Thailand, så det kan ikke kun have noget med alderen at gøre.

Vi har snakket lidt om denne problematik med unge mennesker fra andre lande, og selvom nogen kan nikke genkendende til fordomme fra deres bedsteforældre, så lader det til at der generelt er flere fordomme – nærmest en frygt eller et had til det ukendte – fra beboerne i det sikre, lille kongerige Danmark, i forhold til andre lande. Det er ikke lykkedes mig at finde en klar sammenhæng mellem hvornår man synes om Thailand og hvornår man ikke gør. Alder, indkomst, etnicitet – ingen af disse parametre kan bruges til at skære kagen.

Problemet er nok politisk. Vi har det for godt i Danmark, og det kan også af og til ses i de hensynsløse holdninger nogle danskere kan have til udlændige, hvis hjem man har været med til at bombardere. Det kan være svært at forstå hvordan man kan leve “på den anden side”, leve uden nogle af de materialistiske goder vi har i Danmark, hvor man kan tage ud at handle uden alt for stor risiko for at nogen begynder at snakke eller smile til én. For mange mennesker er løsningen simpel: hold afstand til de ukendte og anderledes destinationer, og på nær de grusomme indslag der kan være med i TV’et, så afholder man sig også fra at tænke på disse lande.

Kamilla og jeg har en lidt anden indstilling, og vi er enige om at hver gang nogen har malet fanden på væggen overfor vores planer, har vi kun fået mere lyst til at tage afsted. Vi har et ønske om at oplyse os selv, måske så vi senere kan oplyse nogle af dem der forsøger at fylde vores hoveder med tvivlsomme fordomme. Verden kan ikke begribes igennem nyheder og dokumentarer, og hvis man ikke ønsker at sætte sig ind i hvordan virkeligheden er, så burde man måske ikke gøre sig klog på det. På den anden side kan jeg sagtens forstå at verden og vores allerfjerneste artsfæller kan være for stor en mundfuld at overkomme for nogen, især hvis man i forvejen har munden fuld ved at leve i sit eget lille land. Men drop fordommene.

Kamilla, som ikke havde været i Thailand før alt dette, fik næsten en endnu positivere oplevelse, da vi landede og slog os ned i starten af vores rejse. Hun var næsten blevet indoktrineret med bekymringer for landet, men blev hurtigt lettet da hun opdagede charmen, varmen og glæden i det nye land. Eftersom det “farlige” land, Thailand, hurtigt blev hverdag begik vi os først på en tur til Malaysia og siden hen på tværs af den kæmpestore ø, Sulawesi, i Indonesien. Vi var varsomme og opmærksomme omkring vores tur til Indonesien, der i noget højere grad end Thailand er præget af religiøs diversitet, terrorisme og fattigdom. Udenrigsministeriet havde endda i deres rejsevejledning frarådet rejse til nogle dele af landet.

Indonesien står i stor kontrast til de bekymringer mange folk har haft om vores tur til Thailand, og også til de bekymringer vi selv havde om det, for os begge to, helt ukendte land Indonesien. Vi har aldrig mødt så søde, rare og imødekommende mennesker, som på vores rejse rundt på Sulawesi. Stor taknemmelighed blandt de lokale og en iver for at vise os deres smukke land. Vi var især imponerede da vi besøgte en populær lokal restaurant, længere ude end hvor der er gadelamper. Vi var i den pinlige situation ikke at have penge nok til at betale vores ekstraordinært dyre måltid, og uden hæveautomater i miles omkring, betalte en venlig lokal mand for os. Lidt senere måtte en venlig ung mor ligeledes hjælpe os ved at ringe til en taxi og forklare vores øde placering.

I konklusion, er vi mennesker meget forskellige. Vores behov for tryghed varierer og man kan altid have både gode og dårlige oplevelser. Man skal naturligvis ikke være fuldstændigt godtroende og ubekymret rejse til helt fremmede lande, men der er stadig lang vej til den energi nogle personer har brugt på at tale os “til fornuft”. Det er vigtigt at have et åbent sind, respektere sine medmennesker, både i forhold til ønsket om at rejse og lære, men også at man er forskellige. Vi har ikke alle trangen til at knytte os til den danske “normalitet”, ved at gå i skole de første 25 år af vores liv og derefter købe hus og bil, få børn og samtidig knokle for at have råd til det hele. Men det er ikke kun dén slags forskellighed vi skal respektere og acceptere, også vores artsfæller på tværs af kloden – vi er alle mennesker.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *