Vores første totale solformørkelse

Vores første totale solformørkelse

Solformørkelser er et spektakulært og imponerende fænomen, og totale solformørkelser er decideret sjældne. Derfor var vi selvfølgelig nødt til at bevæge os til det centrale Sulawesi her i Indonesien, som var et af de oplagte steder at se den totale solformørkelse d. 9 marts – den eneste totale solformørkelse på Jorden i 2016.

Screen Shot 2016-03-10 at 22.58.25

Billedet viser med rødt solformørkelsens bane og med blåt det område hvor solformørkelsen fremstår total. Det er altså et meget snævert område man skal befinde sig i for at få det fulde ud af fænomet, og en stor del af området er ikke over land.

Husk først at læse om vores tur med bus nordpå fra Makassar, hvor vi først var på opdagelse i Toraja og derfra med en tussegammel bus igennem de slemmeste veje i 20 timer.

Solformørkelse i Danmark

Det er for både Kamilla og jeg første gang vi skulle se en total solformørkelse. I vores levetid har der været 4 solformørkelser over Danmark, men ikke totale solformørkelser, hvilket er når solen er 100% dækket og dag pludselig bliver til nat i nogle minutter. Senest var i 2015, hvor den totale solformørkelse dog var meget tæt på Danmark, nemlig på Færøerne. Desværre var der ikke meget at se for os på Midtfyn, da vejret var meget overskyet. De øvrige var i 1999, 2003 og 2008.

Den sidste totale solformørkelse over Danmark var i året 1851 og den næste først i år 2142. Så længe kan vi ikke vente, så det var jo en uimodståelig mulighed da vi var så tæt på. Dog er solformørkelsen 2016 over Indonesien også en solformørkelse med dårlige odds. Regnsæsonen her er fra Oktober til og med Marts, og regn betyder skyer og med skyer kan man ikke se fænomet på himlen.

Tidligt op

Efter den hårde bustur til Palu havde vi tilbragt det meste af den 8. marts med at sove på hotellet. Solformørkelsen skulle begynde ca. 7:30 lokal tid den 9., og derfor skulle vi også tidligt op. Vi var i kontakt med en lektor ved Jakarta planetarium, og endnu vigtigere, kæmpe astronomientusiast og havde i forvejen aftalt at mødes for at se solformørkelsen. Han havde udvalgt et sted lidt syd for Dolo, cirka en halv times kørsel syd for vores hotel i Palu.

For at reducere risikoen for problemer og forhindringer, så hyrede vi en bil med privatchauffør. Planen var at køre kl. 05:30 om morgenen, men vi havde problemer med at kommunikere de sidste detaljer med chaufføren, som egentlig var helt ligegyldige. Derfor kom vi først afsted ca. kl. 06. På hovedvejen undrede vi os over det store antal militærpersonale spredt langs vejen. Pludselig blev vi stoppet og bedt om at køre ind til siden, og før vi kunne spørge hvad der foregik, drønede en lang kortege med Indonesiens vicepræsident forbi os.

17larangansepedamotor

At opleve en sådan kortege var først spændende, men det viste sig at han skulle se solformørkelsen på en lokal skole, og et stort område inklusiv hovedvejen derfor var afspærret for offentligheden. Omkørslen var en ekstremt ringe grusvej, og GPS’en informerede om at det ville koste 20 minutters ekstra kørsel. Vi bad chaufføren om at snakke med en politimand, og da Kamilla rullede sit vindue ned og chaufføren forklarede på indonesisk at vi var fra Danmark, så fik vi hurtigt lov til at vende tilbage til hovedvejen.

Skyfri himmel og klar

Vi ankom endelig til koordinaterne som vores ven, Rayhan, havde sendt os. Sammen med sit team havde han allerede monteret teleskop, og stemningen var meget spændt. Vi havde et par solformørkelsesbriller tilovers, som vi tilbød vores chauffør. De lokale beboere begyndte så småt at strømme til, så Rayhan med sit team satte en afspærring op. Vi kunne tydeligt mærke hvor vigtigt det var for dem at teleskopoptagelsen af solformørkelsen skulle gå godt, og de havde lang tid i forvejen forberedt sig til denne dag.

Så nu ventede vi bare og forsøgte ikke at stå i vejen, mens vi så til at de kalibrerede det sidste af deres udstyr. Klokken blev hurtigt 7:30, og solen begyndte at forsvinde bag månen. Den skyfri morgen gav frit udsyn, og Rayhan havde overskud til at vise hvordan vi let kunne fotografere formørkelsen.

DSC_0021-cropped

Pludselig fokusskifte

Der var efterhånden mange lokale strømmet til, og en enkel modig ung pige bevægede sig op til vores afspærring og spurgte om hun kunne tage et billede sammen med Kamilla. Det startede dog en kædereaktion…

Flere og flere kom til, og snart efter blev jeg selv involveret. Efter utallige billeder måtte vi have Rayhan til pænt at fortælle, at vi gerne ville tilbage til at se solformørkelsen. Rayhans team var også en anelse nervøse for at “paparazzierne” skulle gå ind foran teleskopet.

Det blev mørkere og koldere

DSC_0070-cropped

Som solformørkelsen skred frem skiftede temperaturen fra at stige til at falde igen. Desværre begyndte der også at komme skyer ind. Heldigvis var det kun meget lette skyer, og det var med hujen fra alle tilskuerne og stress blandt Rayhans team, at vi gik den totale solformørkelse i møde.

Det var tid til at fjerne solformørkelsesbillerne og se det spektakulære syn, hvor solen er helt dækket og kun solens korona synlig. Solens korona er en atmosfære der omgiver solen, men som normalt ikke kan ses da den blændes af solens kraftige lys. Det er altså kun under en solformørkelse at solens korona bliver synlig for det blotte øje fra Jorden.

Det blev helt mørkt omkring os, og alligevel ikke mørkt som var det nat, men mere mørkt som en grå dansk sommernat. En uhyggelig men fascinerende stemning indhyllede de bjergrige omgivelser. Pludselig blev det koldt og Kamilla konstaterede at hun havde gåsehud.

Flere billeder

Billederne ovenfor har vi selv taget, men ikke gjort os særlig umage med. Vores fokus var mest på at observere og nyde solformørkelsen. Folk som Rayhan er meget bedre, forberedte og seriøse med deres fotografering af solformørkelser.

12828419_10207209368570632_4940593404087165213_o
https://500px.com/rayhancygnus

Rayhan og hans hold er endnu ikke klar med deres billeder, bortset fra det ovenstående billede som Rayhan har udgivet som en teaser.

Se eventuelt flere billeder fra solformørkelsen 2016 på space.com: http://www.space.com/32198-total-solar-eclipse-2016-pictures.html

Har man ikke selv oplevet en total solformørkelse, så kan billederne virke underlige og være svære at forestille sig i virkeligheden. Det ligner ikke meget mere end en sort cirkel. Man kan forestille sig mange ting ud fra de smukke billeder, men den eneste måde man vil forstå den totale solformørkelse er ved at opleve den personligt.

Vi håber og satser på at vores rejse fører os til Amerika og USA næste år, 2017, hvor Jordens næste totale solformørkelse finder sted d. 21. august.

Screen Shot 2016-03-11 at 00.29.58

Brug for en god undskyldning til at tage til USA? Se den næste totale solformørkelse.

Derfor er totale solformørkelser specielle

Bortset fra at den totale solformørkelse sker relativt sjældent (1-5 gange på et år), og at man skal vente op mod hundreder af år hvis man vil opleve den fra sit hjem, så er der også andre grunde til at den er så speciel.

Den totale solformørkelse sker fordi månen lige præcis dækker solen. Hvis månen var større, ville solens korona ikke være synlig, og hvis den er mindre så rammer solens blændende stråler stadig jorden, og giver altså en helt anden oplevelse (dette kaldes en “annular eclipse”).

Solen er naturligvis mange gange større end månen. Faktisk 400 gange større end månen. Tilfældigvis er solens afstand til Jorden også 400 gange længere end til månen. Størrelsesforholdet bliver altså 1:1 og tillader det unikke fænomen. Der kendes pt til ingen andre planeter i universet, hvor man kan opleve totale solformørkelser. Solformørkelser kan sagtens opleves på disse planeter, men ikke den totale solformørkelse, da månen ikke dækker solen 1:1 andre kendte steder end fra Jorden.

Desuden er der en ende på de totale solformørkelser. Månen trækker sig ca. 4 cm væk fra Jorden hvert år. Til sidst vil månen være kommet for langt væk fra Jorden til at den dækker solen og skaber total solformørkelse. Men bare rolig, det er kun i det store billede at totale solformørkelser er et midlertidigt fænomen. For der vil i realiteten gå et par hundrede millioner år før det vil være tilfældet.

Det er dog ingen undskyldning for at vente 🙂

Efter solformørkelsen

Sammen med Rayhan fejrede vi den fantastiske solformørkelse ved at spise lokale delikatesser. Rayhan er godt nok fra Indonesien, men Jakarta, og derfor også turist her på Sulawesi og i Palu, og var derfor også meget interesseret i de lokale attraktioner og restauranter. Om aftenen spise vi kaledo, som er en suppe på ko-hov. Det hverken lyder eller ser særlig lækkert ud efter danske vaner, og Kamilla var tæt på at springe over. Men vi var begge to enige om, at det er en fantastisk ret!

IMG_20160309_215903

Til dessert smagte vi durian, “frugternes konge”. En særpræget frugt, med et farligt udseende og en skarp duft. Smagen er meget anderledes, og vi nød heller ikke frugten halvt så meget som Rayhan og hans venner. Det lærer vi måske…

Afslapning…

Grundet solformørkelsen har vi ikke haft særlig meget fleksibilitet, hvilket har stresset os en smule. Nu har vi dog frihed til at slappe af, og tage rundt som vi har lyst til, indtil vi rejser tilbage til Phuket d. 14. marts. Vi kører for tiden rundt på scooter og ser Palu, og lørdag flyver vi tilbage til Makassar, hvor vi så kan se nogle af de ting vi ikke nåede før.

 

One thought on “Vores første totale solformørkelse

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *