Den bedste bustur, som ingen ville ønske sig

Den bedste bustur, som ingen ville ønske sig

Som I har læst om vores tur fra Makassar til Toraja, så havde vi en super fin bus.

Har du ikke læst om vores tur i Toraja, så stop og læs det nu:  Turen til Toraja.

Vi valgte bussen i stedet for fly og bil

Efter problemerne med biludlejningen, så besluttede vi at få en anden type tur ud af det, i stedet for at prøve og lappe på de gamle planer. Vi besluttede at spare en masse penge ved at droppe bilen og i stedet tage bussen.

Strejkningen til Palu er næsten 900 km på rædselsvækkende bjergveje. Så når vi fortæller, at der går et direkte fly der for et par hundrede kroner klarer strejkningen på 1 time? Så besluttede vi alligevel at tage bussen, for at kunne besøge Toraja på vejen og udnytte vores dage noget mere.

Busturen til Toraja varede 10 timer over en strækning på 300 km. Vi kørte om aftenen og ankom tidligt om morgenen, og bussen med store, bløde liggesæder var ikke til at klage over. Af hensyn til solformørkelsen havde vi kun én hel dag i Toraja, før vi tog videre nordpå til Palu.

Rejsen videre fra Toraja og resten af vejen til Palu er en 20 timers tur over en strejkning på 550 km. Vi skulle afsted kl. 9 om morgenen.

Her er vores bus

Efter sigende går der kun én bus fra Toraja til Palu, så vi skyndte os at booke de sidste 2 sæder i denne bus. En del andre turister skulle med bussen, også for at fange solformørkelsen. Vi stod længe og ventede på den forsinkede bus, mens vi bevidnede tre indonesere skifte hjul på bussen udelukkende med håndkraft, midt på gaden. Skønt at de skifter hjul, så er vi bedre sikret på vejen…

Så langt nåede vi at tænke, før vores faktiske bus dukkede op:

DSC_0001

Vi så bekymret til mens personalet monterede vores baggage på taget af den bulede retro-bus med smadret forrude. Vores pladser var på 5-mands bagsædet af bussen, hvor vores benplads ret så effektivt var udnyttet til en (åbenbart nødvendig) højtaler. Med andre ord, ingen benplads, det var knapt så komfortabelt, og turen var slet ikke begyndt endnu.

Det blev endelig tid til at lette anker, og til vores forfærdelse bad personalet os om at lukke alle vinduerne i den allerede indelukkede kabine. Et ringe forsøg på aircondition, fra dyser der for mange år siden har opgivet at lade sig justere. Efter 10 minutter var vi ved at gå til, så vi på bagerste række trodsede alle ordrer, og åbnede vinduet igen. Indonesien er et varmt land, men luften udefra var alligevel koldere end den aircondition bussen havde at byde på.

De ringe veje kombineret med en skruppelløs buschauffør, der gerne vil indhente forsinkelsen, betød mange hårde bump i den knirkende bus. Man skulle tro at affjedringen ville bukke under, men tværtimod formåede den at skyde mig (Sune) op i airconditiondysen i loftet med kraft nok til at give mig en flænge i hovedet. Det var så under en time inde i turen.

Det største problem var at vi sad på bagsædet med absolut ingenting at holde fast i, for slet ikke at snakke om at der selvfølgelig ikke er sikkerhedsseler. Hele rejsen var én stor rutsjetur, bogstaveligt talt og billedligt talt.

DSC_0007 copy
DSC_0004 copy

Mange stop

Bussen stoppede mange gange undervejs, første gang for at chaufføren kunne købe en kilerem. Meget betryggende. De andre gange blev der kigget på elektronik, motor og til sidst aircondition. Airconditionen var ellers begyndt at blive kold, da de uden forklaring bad om at åbne alle vinduer, og slukkede for airconditionen for resten af turen. Den første del af turen var det helt fint med åbne vinduer, men så begyndte det at regne.

DSC_0009 copy

De mange stop var aldrig i nærheden af toiletter, butikker eller restauranter. Det var derfor først ca. kl. 19 at vi fik noget at spise, da vi stoppede ved en restaurant for at spise aftensmad. Ris, kylling og grønsagssuppe.. det smagte rigtig lækkert, men jeg tror vi kunne spise hvad som helst på dette tidspunkt.

Regn, mørke og smalle bjergveje

Nu hvor det var aften og der intet var til at se, var det for alvor svært at føle sig tryg. Vi var bare nødt til at acceptere situationen og stole på vores yderst utroværdige chauffør, som han drønede ufortrødent op og ned af de våde veje i silende regnvejr. Alt imens det blev mere og mere indelukket.

Et hvert forsøg på at sove blev konstant afbrudt af hvinende bremser, når bussen måtte trække ud i grøften for at undgå frontale sammenstød med modkørende biler og lastbiler. Vi udnyttede tiden til at snakke med de andre vestlige turister, som alle havde hver sin plan for solformørkelsen, hver sin personlighed og… lugt.

DSC_0004 copy

Efter det blev mørkt havde vi ikke særlig mange stop, stort set kun for at aflevere og samle passagerer op eller toiletpauser. Allerede efter 350 km (16 timer) kom vi til Poso, en by hvor de fleste turister valgte at stå af for at følge solformørkelsen. Det betød at vi kunne snuppe de almindelig sæder i bussen, og hold da op hvor føltes det luksus efter at have siddet bagerst i 16 timer.

Vi fik begge lidt søvn, og Kamilla især var i stand til at sove igennem voldsomme bump og bjergveje. Med en nu endnu ivrigere buschauffør, som måske tænkte at han nu havde ansvar for endnu færre mennesker, pressede bussen til det yderste den sidste 200 km strejkning fra Poso til Palu.

Denne strejkning havde sit klimaks, hvor vi forlod kystvejen for at krydse et af bjergene der omkranser Palu. På toppen af dette bjerg stoppede vi pludselig fordi der lå en væltet lastbil der havde smidt store træstammer på vejen. Vi kom dog snart videre, ved at zigzagge forbi træstammerne.

Konklusion

Vi ankom endelig kl. 05 efter 20 timer til Palu busterminal, uden bussen på mirakuløs vis ikke havde fået (flere) buler – mere end hvad man kan sige om mit hoved. Vi betalte en minibus for at køre os det sidste stykke til vores hotel. Duften af morgenmad på hotellet var uimodståeligt, og vi fik lov til at tage vores inkluderede morgenmad samme dag, frem for morgenen efter vores overnatning.

Herefter sov vi en del timer, før vi om eftermiddagen tog på opdagelse i Palu d. 8. marts, dagen før solformørkelsen.

DSC_0027 copy

Hold da op en bustur. Set udefra virker det nærmest sindsygt, især fordi vi mere eller mindre godt var klar over hvad der ventede os. Men alligevel fortryder vi intet. Det var en grænseoverskridende oplevelse, som vi så frem til med æresfrygt, og nu er glade for at have overstået. Andre havde måske valgt at køre tilbage til Makassar og flyve, men vi følte vi var nødt til at have denne oplevelse.

Og sjældent har en seng føltes så rar!

Hele turen som helhed kunne ikke være bedre. Fra de fine hoteller i Makassar, natbussen, gæstehuset i landsbyen i Toraja til den hårde bustur til Palu, som siden har budt på en perfekt stribe af oplevelser til sammenhængen.

Meeeen, selvom vi ikke overhovedet fortryder vores bustur, så er det den type oplevelse man kun behøver én gang. Vi har bestilt en flybillet tilbage til Makassar.

Læs hvordan vores tur kulminerede i den fantastiske solformørkelse i det næste blogindlæg: Vores første totale solformørkelse

One thought on “Den bedste bustur, som ingen ville ønske sig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *